Praktik på sygehuset
Unge i 9. og 10. klasse, der er bosat i Ringkøbing-Skjern Kommune, kan søge om at komme i praktik på sygehuset.
UU Ringkøbing-Skjern har et begrænset antal pladser til rådighed på sygehuset i Herning, Holstebro og Lemvig. Pladserne fordeles mellem UU-Nordvestjylland, UU-Herning, UU Ikast-Brande og UU Ringkøbing-Skjern.
Du kan komme i praktik som blandt andet sygeplejerske, bioanalytiker, ernæringsassistent, fysioterapeut, lægesekretær, tømrer, VVS og elektriker.
Bemærk
Da Hospitalenheden Vest snart flytter ind i Gødstrup, har sygehusene ikke mulighed for at tage mod praktikanter i en forventet periode fra uge 41 i 2019 til efteråret 2021 eller foråret 2022.
Hvis du gerne vil i praktik på sygehuset, skal du udfylde et ansøgningsskema (word-dokument).
I skemaet skal du præsentere dig selv og begrunde, hvorfor du gerne vil i praktik ved sygehuset.
Skemaet skal udfyldes på computer eller i hånden, hvor du skriver tydeligt og med kuglepen.
Du skal sætte X ved den/de fagområder, hvor du gerne vil i praktik. Det er vigtigt, at du gerne vil afsted på de fagområder, du vælger.
Vil du kun i praktik på ét fagområde, skal du sætte X ved det og ikke andre.
Både du og din mor og/eller far skal underskrive ansøgningen.
Du giver ansøgningen til din uddannelsesvejleder.
Ansøgningsskemaet er ikke webtilgængelig. Har du forsøgt at tilgå ovenstående dokument uden held, kan du kontakte uu[mail]rksk.dk. Så vil UU kontakte dig og præsentere dokumentet for dig indenfor 10 arbejdsdage.
Der er praktik på sygehuset i uge 9 og uge 40.
Det er ikke muligt at komme afsted på andre tidspunkter.
Din uddannelsesvejleder skal have din ansøgning cirka 6 uger før praktikugen.
UU Ringkøbing-Skjern tager din ansøgning med til fordelingsmødet med UU Herning og UU Nordvestjylland. Fordelingsmødet bliver holdt cirka seks uger før praktikugen.
Umiddelbart efter fordelingen får din uddannelsesvejleder besked på, om du fik en praktikplads eller ikke.
Når du kommer tættere på praktikugen, vil sygehuset sende en velkomstmail til dig på mail.
Den tildelte turnus kan ikke ændres. Det betyder, at hvis du skal følge en fysioterapeut i din praktik, kan du ikke få det ændret til at følge en sygeplejerske i stedet for.
Når du har fået en praktikplads, skal sygehuset vide, hvilke størrelser du bruger i tøj, så sygehuset kan have en tøjpakke klar til dig, når du møder ind den første dag.
Din vejleder får et skema, som du skal udfylde og aflevere til din vejleder.
Skema til tøjstørrelser (PDF).
Der er dog enkelte dage, hvor du skal møde i dit eget tøj. Du kan se hvornår på turnus-oversigten.
Tøjskemaet er ikke webtilgængelig. Har du forsøgt at tilgå ovenstående dokument uden held, kan du kontakte uu[mail]rksk.dk. Så vil UU kontakte dig og præsentere dokumentet for dig indenfor 10 arbejdsdage.
Det er vigtigt, at du kommer på den første praktikdag, fordi der bliver givet nogle vigtige informationer om blandt andet hygiejne og forventninger, hvilket betyder at man ved fravær første dag er udelukket fra praktikken.
Det enkelte praktikforløb på sygehuset er planlagt i en turnus, som beskriver, hvad du vil komme igennem i løbet af ugen.
På hjemmesiden for Hospitalsenheden Vest (ekstern side) kan du læse mere om det at være i praktik på sygehuset.
Du kan blandt andet læse mere om, hvad du kan opleve, hvis du søger om at komme i praktik som sygeplejerske, portør eller radiograf.
Der er begrænset mulighed for at få dækket en del af sine transportudgifter. Inden for Ringkøbing-Skjern Kommune skal du bruge dit buskort, som du kan få gratis. Hvis du ikke har et buskort, kan du læse mere om, hvordan du får det. Læs om buskort til skoleelever (ekstern side).
I praksis betyder det, at hvis man skal i praktik på et erhvervsområde, som det ikke er muligt at dække i Ringkøbing-Skjern Kommune, kan man - efter en konkret vurdering på den enkelte skole - ofte opnå dækning. Spørg din vejleder eller klasselærer.
Statens forsikringsordning yder erstatning for skader, som du forvolder på din praktikplads, hvis du kan gøres ansvarlig for skaden efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
Dog skal det først afklares, om din eller praktikstedets forsikring dækker skaden.